︎





Tekst af forfatter Iben Mondrup

Kunstneren Thomas Dausell har gennem længere tid arbejdet med at portrættere for ham fuldstændig ukendte mennesker. Forlæggene for de sort-hvide tegninger finder han på gaden: han fotograferer de forbipasserende, nogle gange med, og andre gange uden deres vidende. Resultatet er en mængde ansigter, sært identiske i kraft af antallet, og alligevel fuldstændig forskellige i kraft af Dausells markante streg.

Selv siger Dausell, at han kan lide idéen om det tilfældige udvalg, fordi der ligger en ligestilling i det princip: uden det personlige kendskab er vi overflader for hinanden og altså på sin vis ens for Dausells blik.

I sit seneste projekt, My Instagram Followers Project er Dausell gået online og portrætterer sine følgere på det sociale medie. På mange måder er Instagram også en slags by med gader og pladser og gyder. I 2017 havde mediet mere end 700 millioner brugere, som bruger platformen til at blive set, men på en måde, som de fuldstændig selv er herre over. Netop kontrollen er en vigtig side af mediet.

Instagram og selfie er to sider af samme sag, og selfien er indbegrebet af den eksemplariske selvfremstilling, når fotograf og model er den samme person, noget langt de fleste benytter til at tegne et (i bredeste forstand) idealiseret og også gerne seksualiseret billede af sig selv. Succeskriteriet måles i antal følgere. Derfor er mediet også fyldt op med verdens ældste lokkemiddel: ansigter, hud, læber og legemsdele, som skal fange øjet i jagten på netop dét.

Dausell udvælger sine personer på forskellige måder. Hans profiltekst er en invitation, som nogle responderer på. Andre kontakter han selv. Men fælles for modellerne er, at de alle sammen bruger Instagram til selveksponering og giver Dausell lov til at arbejde videre med en af deres selfier.

En invitation fra Dausell pirrer den lyst til opmærksomhed, som er en forudsætning for alle instagrammere, måske er det, hvad der får følgeren til overhovedet at kaste sig ud i at blive portrætteret.  Men i transaktionen afgiver følgeren en god del af sin magt over sit eget billede ved udsigten til at blive foreviget i Dausells streg. Dausell er bevidst om den magt. Han kan lide at udfordre sine følgere og vise dem billeder af sig selv på en måde, som de måske ikke havde forventet, som virker flatterende, gør dem overraskede, eller som de måske endda ikke bryder sig om. Det er præmissen for transaktionen: at lægge sit udtryk i kunstnerens hænder.

Samlet set er My Instagram Followers Project en voksende serie portrætter, som udelukkende vises på Instagram. Man må altså gå på besøg her og eventuelt følge Dausell for at se billederne. Når man bladrer igennem den efterhånden anseelige mængde portrætter, opstår der en ensartethed mellem dem, som ligner den, der kendetegner Instagram i øvrigt: Der er noget gnidningsløst over ansigterne, det er som at skøjte hen over en overflade, og det som gemmer sig under billedet, kommer man aldrig rigtigt i forbindelse med.

Men i My Instagram followers Project brydes overfladen pludselig af enkelte portrætter, der ved nærmere eftersyn skiller sig ud. Her er Dausell gået ud af sit koncept og har portrætteret modeller, som vi kender fra hardcore-porno og bondage. Kvindeansigter opslugt af et seksuelt forehavende, For Your Pleasure, men med de eksplicitte legemsdele udeladt. Med disse nær-pornografiske indslag i projektet peger Dausell på platformens iboende kultur, som i både idé og gestik på mange måder er pornografisk, og styret af et uforpligtende lystprincip: Instagram er et sted, hvor folk i en endeløs strøm byder sig til, viser hud og høster likes, fuldstændig gnidningsløst og frit.